Home/VIRKSOMHED/SPECIALPÆDAGOGISK STØTTE
SPECIALPÆDAGOGISK STØTTE 2018-06-28T14:22:27+00:00

SPECIALPÆDAGOGISK STØTTE PÅ PRAKTIKPLADSER

Erhvervsskolerne oplever i disse år en stigning i optaget af elever på ungdomsuddannelserne. Dette medfører samtidig et øget antal elever som har psykiske funktionsnedsættelser, såsom ADHD eller autisme. Derfor er der behov for kompetente virksomheder, der kan rumme elever med sådanne udfordringer og som vi, hos EUC NVS, kan samarbejde med. Et sådan samarbejde medfører blandt andet en række økonomiske fordele. Elever med diagnoser kan modtage op til 5 timers støtte ugentligt.

Typen af støtte vil variere fra elev til elev. Nogle elever har eksempelvis brug for, at I skaber klare, faste rammer i form af strukturering og skemalægning af arbejdsopgaver for at kunne få et bedre overblik. Andre elever vil måske have brug for at tale om problematikker som fylder i deres hverdag.

Et eksempel kunne være Jens på 20 år, med ADHD, der ønsker en læreplads i jeres virksomhed. På grundforløbet har Jens haft tilknyttet en mentor. Mentor har støttet og vejledt, således at hverdagen har været mere overskuelig. Jens har tidligere haft svært ved at samarbejde med andre, fordi han ikke har kendt sine daglige arbejdsopgaver. Jens har i samarbejde med mentor brugt 30 min hver morgen, hvor han har fået forklaret dagens opgaver. Denne disponering af tiden viser sig at være nok til at give ham det nødvendige overblik, som gør at han klarer sig langt bedre i skolen, og potentielt kan blive en værdifuld kollega hos jer.

Økonomien

Rent økonomisk ser det således ud:

For hver time med støtte bliver der refunderet 280 kroner. Det vil sige at virksomheden kan få betalt en stor del af elevens løn ved at afsætte disse 5 timer ugentligt til at fokusere på elevens udfordringer – det kunne f.eks. være at strukturere og planlægge dagen sammen med eleven.

Forløbet vil også kunne skrues sammen således, at virksomheden bruger 4 timer ugentligt på specialpædagogisk støtte (stadig til 280 kroner pr. time). Den sidste time vil en professionel mentor fra EUC NVS kunne bruge på at følge op på elevens forløb hos jer, således at der bliver opbygget et konstruktivt og værdifuldt samarbejde mellem din virksomhed og EUC NVS. Desuden kan udfordringer og problematikker forebygges, således at virksomheden og eleven får et godt og lærerigt forløb.

Fordelene ved at involvere en mentor fra EUCNVS er at mentor kender eleven og har opbygget et tillidsfuldt forløb med denne.  Derudover vil der være en række administrative opgaver en mentor kan udføre – dette blandt andet obligatoriske skriftlige beskrivelser af forløbet, hvilket kræves ved denne form for støttetilbud.